jakob knudsen tunge, mørke natteskyer şarkı sözleri
Tunge mørke nattesky'r
op ad himlen drager
hjem til skovs af marken flyer
hist de sorte krager
Skumringen sig breder ud
det er mørkt omsider
Vær os nær du kære Gud
medens natten lider
Vær mig nær thi uden dig
ensomhed mig truer
vær mig nær thi uden dig
jeg for mørket gruer
Hold mig med din faderhånd
så jeg dig fornemmer
fri mig ud af mørkets bånd
så min frygt jeg glemmer
Lad mig føle hver gang når
verden bli'r mig øde
at du Fader hos mig står
og i sådan møde
Og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre
o da skjænk mig livsens trøst
vind mig lysets sejre
Og når dødens nat engang
over mig sig sænker
lad mig høre morgensang
før end ret jeg tænker
Dine fugles morgensang
i den høje sommer
dér hvor dag er altid lang
natten aldrig kommer
Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder
hist kun bag et vindve mat
vågelys der brænder
Du som lindrer sorg og nød
al vor synd forlader
lyser op den mørke død
tak du lysets Fader